søndag den 22. april 2012

Hvordan får jeg en god start med e cigaretten

Når du skal lære at dampe og samtidig vil holde op med at ryge, har du gang i to nye ting du skal lære.

Derfor er det vigtigt at have en e cigaret, der er nem at bruge og ikke volder dig besvær. Den skal også være pålidelig og robust. Joyetech er et mærke, der sikrer en ensartet kvalitet. Modellen eGo T eller eGo C er nemme at bruge. Man kan få kopier af eGo T og C, men jeg anbefaler ikke at købe kloner, da deres kvalitet er mere svingende end ved mærkevarer.

En e cigaret består af et batteri og en fordamper, der laver rygevæsken om til damp. De ovennævnte modeller hat en tank, der samtidig også er mundstykke.

Forskellen mellem eGo T og C er, at ved T modellen skal man skifte hele fordamperen, når denne er slidt op. Ved model C kan man skifte fordamperhovedet, og det er billigere.

Kort intro til eGo T som også kan bruges når man har købt en eGo C.

Der findes en type A med en lille tank og en type B med en større tank. Fordamperen er en sliddel og holder i gennemsnit 14 dage. Du kan smage det, når den skal skiftes ud, for så vil dampen smage grimt.

Bestil derfor 4 ekstra fordampere med, ved eGo C kan man købe en pakke med 5 fordamperhoveder,

Du har også brug for nikotinvæsker. Jeg vil foreslå at købe en væske med 18 eller 24 mg nikotin og en uden smag med 0 mg nikotin. Det er vigtigt at få nikotin nok, for ikke at ryge cigaretter pga. nikotinmangel. Men du vil især i starten have perioder, hvor du damper meget, og har du kun den stærke væske, kan du få for megen nikotin. Der er det smart at kunne lave en tank med halv 24 mg og halv 0 mg. Eller endnu svagere.

Køb gerne 5 forskellige smage i den mindste mængde, du kan købe. Køb også gerne en frugtsmag og en mentholsmag, selvom du aldrig har røget æbletobak og mentholcigaretter. En god tobaksmag er svært at finde, men RY4 kan mange lide. American Blend og Maxx Blend er der også mange, der holder af.

Nikotinvæsker kan kun bestilles fra EU lande, hvor det er tilladt at handle med dem. I Danmark er  handel med nikotin forbudt(medicinalindustriens skal jo leve), men forbrugerne må gerne købe i EU og få det sendt til dem. Så pas på, at du bestiller fra et EU land og ikke fra Kina eller USA, for så bliver det konfiskeret i tolden.

Her kan du bestille nikotinvæsker og også Joyetech eGo T og C. Har du en eGo T eller C er det tilrådeligt, at købe væsker med et større andel af PG. Se i menuen efter PG væskerne.




De danske e cig fora...et personligt review

Der findes to e cig fora i Danmark. det ene hedder ecig-forum.dk og det andet eryger.com.

www.ecig-forum.dk:
Ecig-forum er det største med næsten 2000 brugere. Det er et åbent forum, hvor man ikke behøver en registrering for at læse tråde. Der gives tips og tricks angående brug af e cigaretten. Brugere holder sig ikke tilbage med at anbefale e cigaretter til nye, gerne udfra det, de føler virker for dem. Der er bare en kedelig tendens til at enkelte brugere henviser til varer af mindre god kvalitet, og så får nye damper en dårlig start på dampningen. Enkelte hyper også en forhandler op, som faktisk har mange klager for det ene og det andet.

www.eryger.com
Eryger.com er det, jeg kalder for et klike-forum. Det blev dannet, fordi en lille skare af negative brugere fra ecig ville starte deres eget sted. Det er et meget lille forum, og tonen er indeforstået, og det er lukke, dvs. registreringen er nødvendig for at læse indlæg. Der er en del brugere, der ingen form for netetikette har. Sproget er   på et lavt og primitivt niveau hos dem. Desværre er de kliken, der styrer det hele derinde, om adm er en del af denne klike eller blot enig med dem, er uvis, men en af delene er fakta.

Desværre er det sådan, at de her negative typer fra eryger også er på ecig. Admin derinde gør, hvad han kan, men han skal først finde vejen. I den senere tid har modereringen været mere fast og enkelte blev bannet, men så er der andre af de negative, der råber op om meningsfrihed og demokrati.

Demokrati og meningsfrihed har sine grænser, hvor den fornærmer, nedsætter og skader andre og hvor der er usande påstande og usaglig argumentation. Hvor man hænger personer ud og ikke holder sig til sagen.

Ecig-forum er på vej til at blive et godt forum, hvor alle er ligeberettigede og der hersker en god og hjælpsom atmosfære. Der skal bare ryddes op i de sidste elementer. Jeg håber admin får masser af støtte af de positive medlemmer. Der skal civil courage til hos alle for at stoppe flaming og bullying derinde. Jeg håber det vil lykkes.


Al begyndelse er svær

Jeg købte min første e cigaret på nettet. Jeg fik anbefalet en Joyetech eGo T som en god og pålidelig begyndercigaret i en You Tube video, som jeg købte i udlandet. Jeg troede, jeg købte den:) For åbenbart var jeg så forvirret over alle de her varer, jeg ikke kendte, at jeg bestillede en eGo.

Så kom pakken og den her ecig så da slet ikke ud som den i videoen??? Hvordan skulle man fylde den??? Jeg gik på google og fandt et forum, godt nok et tysk, men jeg har gode tyskkundskaber, så det gjorde ikke noget. Forummet er meget velindrettet og i deres nybegyndervejledning kunne jeg få hjælp.

Med et fyldt vatdepot på e cigaretten begyndte jeg at dampe. Men hvad var det...jeg fik væske i munden...hele tiden. Jeg havde hørt, man skulle øve sig, og forsøgte alle mulige måder. Intet virkede.

På anden dagen havde jeg fået et sår under tungen og jeg bad om hjælp i det tyske forum...den kom også straks og jeg fik hurtigt efterbestilt eGo T fordampere, de passede nemlig på mit batteri til den, jeg havde. Derefter kørte det bare på skinner.

Hvad viser dette? Det er en jungle, det her e cigaret marked, og det er ufattelig vigtig at få hjælp, hvis man skal købe sin første e cigaret. Selvom jeg har erfaring i at handle på nettet og kan en del fremmedsprog, kan det gå galt. Jeg har hørt om folk, der har brugt tusindevis af kroner på et produkt eller flere, der ikke virker, på trods af at man kan få et kvalitetsprodukt med væsker for 500 kr. Jeg har set mange, der har sparet 100 kr ved at købe efterligninger, der går i stykker efter ganske kort tid eller er for vanskeligt at bruge.

Jeg har på 3 måneder hjulpet mange mennesker med at komme i gang med at dampe. Og jeg gør det gerne og uden nogen form for økonomisk interesse.

Jeg vil også linke til et videoklip på dansk om den her eGo T fra Joyetech, hvor den demonstreres. Den er med dansk tale. Joyetech eGo T 

lørdag den 21. april 2012

Der var en udvej

Jeg har røget i 40 år. 30 cigaretter var det til sidst. Cigaretter, jeg ikke nød, men jeg måtte have dem. Jeg var nikotinafhængig og det er jeg også nu. Men jeg ryger ikke mere og jeg køber ikke nikotinholdige midler på apoteket. Jeg "damper", for nu får jeg tilfredsstillet min nikotinafhængighed ved at fordampe nikotinholdige væsker i min e cigaret.

Den 9. januar kom jeg hjem fra Aabenraa, hvor jeg passede et familiemedlem med svær KOL. Og for tredie gang besluttede jeg mig for at stoppe med at ryge. Denne gang skulle det lykkes, for jeg ville ikke ende med denne sygdom.

Dagen efter stod jeg foran apoteket, inden det åbnede. Jeg havde røget min sidste cigaret og kunne næsten ikke vente til nøglen blev drejet i låsen og jeg kunne komme ind. Den venlige expedient viste mig, hvordan man brugte mundsprayen med nikotin, og et pift skulle have samme virkning som en cigaret, hvad nikotinindholdet angår. Jeg fik lov at prøve den og hvis cigaretterne ikke smagte længere, så var det ingen sammenligning med denne spray. I tiden derefter faldt jeg mere og mere i en depressiv tilstand, jeg orkede intet. Jeg søgte hjælp hos stoplinien, fulgte rådene og lyttede til deres peptalk, men lige lidt hjalp det.

Efter 2½ uger kunne jeg ikke mere. Men i stedet for at købe 20 styks surfede jeg på nettet efter en elektronisk cigaret(e cigaret). Jeg havde prøvet min søsters, men den lille plastikdims, som lignede en filtercigaret, var ikke god. Jeg fandt så på You Tube en svejtser, der fortalte om en model, som var god og pålidelig, og den blev bestilt sammen med tilhørende væsker i Irland. Indtil den kom brugte jeg min søsters og jeg forblev standhaftig.

I skrivende stund er det den 20. april, og jeg har ikke rørt en cigaret. Det umulige er blevet mulig for mig…jeg er ikkeryger!  Nu er jeg damper, for jeg fordamper en nikotinvæske i en e cigaret frem for at afbrænde tobakken i en almindelig cigaret! Jeg er fri for rygerhoste, pibende lyde fra mine lunger, jeg har bedre kondi, jeg lugter ikke mere og forpester ikke luften med passiv røg…den passive damp er nemlig fuldstændig uskadelig.

Jeg får stadig nikotin og der er propylenglykol(PG), vegetabilsk glycerin(VG) og aromastoffer i mine væsker til min e cigaret. Disse stoffer er også i tobaksrøg, men relativt uproblematiske, når man ikke forbrænder dem som det sker ved tobaksrygning. På nær af nikotinen bruger vi de nævnte indholdsstoffer i fødevarer og kosmetik. Propylglykol bruges i astmaspray og i ventilationsanlæg for at nedbringe antallet af bakterier og vira.

Forbrændingen af tobakken og tilsætningsstoffer ved rygningen af almindelige cigaretter frisætter de stoffer, der er giftige, kræftfremkaldende og på anden vis kritiske for helbredet. Jeg vil ikke nævne alle 4000 stoffer, men det er arsenik, saltsyre, tjære og endda MAO hæmmere (et slags anti-depressiva) og hostestillende midler.

EU parlamentet vil i år beskæftige sig med e cigaretternes væsker. For der er både en tobaks- og en medicinallobby, der har deres kritiske øjne på, at der bliver flere og flere dampere. Og disse grupper vil mere end gerne øve deres indflydelse også i EU.

Det skal afgøres, om nikotinvæskerne skal ligestilles med fx kaffe og tobak og være et nydelsesmiddel. Eller om det er et lægemiddel, men denne mulighed er udelukket, da lægemidler skal være et led i en terapi med helbredelse for øjet. Derfor er det også kun nikotinplaster, der er anerkendt som lægemiddel. Tyggegummi, spray og andet, som kan fås med nikotin, er derimod IKKE lægemidler. En tredje mulighed ville være EU’s tobaksforordning. Væskerne til e cigaretter har bare intet med tobak at gøre. Det er helt åbenlyst, hvilke mulighederne lobbyisterne helst så anvendt.

Der er også stemmer for at bandlyse e cigaretter, fordi de bare fastholder folk i deres afhængighed af nikotinen. Men tobaksrygningen skal ikke forbydes. Der er lungespecialister, der plæderer for e cigaretten frem for rygning af almindelige cigaretter for de patienter, der ikke kan lægge tobakken på hylden og ligeledes hjertespecialister. Skal de igen gribe til cigaretten? E cigaretten kan redde liv og forbedre livskvaliteten for mange. Skal de lades i stikken? Vil vi have et nyt sort marked?
Vi er mange, der damper i EU. I Tyskland alene er der over 2 millioner. Også i min by ses flere og flere, der damper. 

Vi er ikke tobaksnydere, vi er ikke syge, der er under helbredelse. Vi er mennesker, der  har fundet et sundere alternativ til rygningen og en brugbar vej væk fra cigaretterne. Vi nyder at dampe. Og vi er parate til at forsvare vores ret til frit at vælge e cigaretten frem for 20 styks i en blød pakke.